Fyld din kærestes låseskærm med dine mest særlige videoer

Imanol bor med en border collie, der hedder Pala. Når Julieta kommer om fredagen, går Pala amok: hopper, piber og løber i ring. Det er et af de der fjollede ritualer, der gør en lejlighed til et hjem. En torsdag kl. 19.36 filmer Imanol Pala, der stirrer på døren med spidse ører og venter, og sender det til Julieta som videobaggrund. Ti sekunder. Ingen lyd. Kun hunden, den lukkede dør og ventetiden. Julieta ser den, da hun går fra arbejde. Hun sætter sig ind i bilen tidligere end planlagt.

Kaira er bager. Leyre er sygeplejerske. Deres vagter krydser hinanden to gange om ugen, ikke mere. Kaira bruger dagens første ovnfuld – kl. 3.51 om natten, når det dufter af surdej og varmt mel – til at filme ti sekunder af ovnen, der åbnes. Dampen, der vælter ud. Brødene, der skinner i det gule lys. Hun sender det til Leyre som baggrund. Når Leyre får fri fra nattevagten på hospitalet og låser telefonen op i elevatoren, ser hun Kairas ovn og får lyst til at græde af sult og af kærlighed. Hun kan ikke altid nå forbi og hente hende. Men videoen er der, og den venter på hende, hver eneste dag.

Nacho er udsendt i seks måneder med en sundhedsorganisation i Bagdad. Milagros blev hjemme i Jerez. Det, der tynger hende mest, er ikke at kunne vise ham den helt almindelige hverdag: gården, pelargonierne, rutinerne. En tirsdag kl. 14.47 lokal tid modtager Nacho en videobaggrund, som Milagros har optaget: ti sekunder fra køkkenet med radioen kørende i baggrunden, ventilatoren, der drejer rundt, og katten, der går i ring om sin tomme skål. Ikke noget særligt. Præcis det. Nacho beholder den som baggrund hele ugen. Nogle gange er det, man har brug for, ikke et postkort, men at vide, at køkkenet stadig dufter af hjemme.